|
Egholm
Aalborg kommune.
Ø i Limfjorden ca. 2 km fra Aalborg V (5 min færgesejlads).
Ca. 600 ha, overvejende privatejet. 17 ha kommunalt ejet skov nær
færgeleje med opholdsarealer, madpakkested, bålpladser og sheltersplads.
Information ved færgeleje. Flere afmærkede vandreture.
Landskab og geologi
Øen Egholm er om nogen "født af havet". Egholm er flad som en
pandekage, med det højeste punkt ca. 2 meter over daglig vande. Hvis
ikke øen var omgivet af diger, ville 450 af øens 600 ha blive oversvømmet ved storm.
Egholm består udelukkende af havaflejringer, dels fra Stenalderhavets
tidligere havbund, dels af yngre aflejringer fra strøm og tidevand.
Da Stenalderhavet var
på sit højeste for 6500 år siden, lå strandkanten på nutidens Egholm
under ca. 6,5 meter vand. Egholm er altså vokset i gennemsnit ca. 1
meter i højden pr. 1000 år, så omkring Kristi Fødsel kiggede øens
højeste punkt (ca. 2 meter over daglig vande) for første gang over
havoverfladen - sådan cirka!
Der har altid gået en
voldsom strøm gennem Limfjorden, især før forbindelsen mod vest gennem
Agger Tange sandede til i den tidlige middelalder. Mellem Aalborg og
Løgstør Bredning er strømmen koncentreret i en dyb og smal strømrende,
der ud for Egholm slår et sving mod syd. Uden tvivl har strømmen
aflejret materiale i indersiden af svingene i denne "flod", ind over det
flade vand omkring den voksende Egholm. Tilsvarende er der tilført
materiale fra Ryå og Lindholm Å, hvis vande forenes i Nørredybet nord
for øen. Landdannelsen sker den dag i dag, især i det fladvandede område
nordvest for øen omkring Tagholmene og Fruens Holm (se kortet).
Udenfor digerne er
især nordkysten af Egholm præget af strandenge og strandsumpe. Denne
landskabstype er karakteristisk for beskyttede kyster, hvor der sker en
tilvækst af landarealet. Strandengen er gennemskåret af vandrender -
loer - som bliver udskåret, når vandet efter højvande forlader
strandengen. Selvom det daglige tidevand ved Egholm er ganske
ubetydeligt, er Limfjorden ofte genstand for betydelige
vandstandsvariationer gennem vindstuvning.
Dyrelivet
Dyrelivet på Egholm er på mange måder præget af Limfjorden. Allerede
på sejlturen kan man være heldig at stifte bekendtskab med den spættede
sæl, der nysgerrigt betragter gæsterne, og ellers er det især på en tur
langs nordkysten, den dukker op i kikkerten. Det er også her og på øens
vestligste punkt, man både forår og efterår kan opleve store forekomster
af spændende trækfugle, bl.a. lysbugede knortegæs, sangsvaner,
pibeænder, hvinænder og skalleslugere. Fuglene fouragerer på det lave
vand omkring Egholm eller går på land og græsser på vintersæden. Store
flokke af hjejler, ryler, viber og stære kan opleves
på træk i de samme perioder. Om vinteren kan man være heldig at opleve
adskillige mosehornugler, der fra ynglepladserne i Nordskandinavien
holder vinterferie i Egholms museparadis. Hele de vestlige del af øen og
det lave farvand over mod Gjøl indgår i et internationalt
fuglebeskyttelsesområde (Natura2000).
En travetur gennem det
åbne landskab på Egholm byder næsten altid på iagttagelser af øens fine
råvildtbestand, om vinteren ligefrem i flokkevis. Menneskenes færdsel er
koncentreret langs vej og sti, så råvildtet færdes trygt på marker,
langs hegn og nær de små skovstykker. Tidligere var Egholm berømt for sin
store harebestand, der desværre her som andre steder er styrtdykket med
intensivt landbrug.
Selvom søer og
vandhuller er få på Egholm, er øen beboet af to sjældne padder - den
næsten snerrende strandtudse, hvis kor i april-maj kan høres flere km
væk og løgfrøen med de enorme haletudser (13-14 cm fra snude til
halespids eller dobbelt så lange som forældrene). Begge arter kan godt
lide små vandhuller, der tørrer ud om sommeren og derfor er uden fisk.
Der er altid fugle at iagttage på Egholm, både sjældne gæster og de mere
almindelige. Her er det en flok viber, der har taget stenbunkerne yderst
på den gamle anløbsbro "Statsbroen" i besiddelse. Statsbroen
blev bygget for statslån og var øens anløbsplads for postbåden til
Aalborg fra 1918 til færgefarten åbnede i 1972.
Planteliv
Selvom Egholm overvejende er opdyrket landbrugsjord, findes der et
varieret planteliv i øens skove, på strandengene og langs markveje og på
udyrkede arealer. Især strandengen er et spændende plantesamfund, som
man på en tur langs kysten kommer i nærkontakt med. Ca. 70 ha udgør de
af øens landareal. Helt karakteristisk er strandengens
vegetationszonering. Saltholdigheden i de øverste jordlag aftager fra
vandkanten og op til vinterhøjvandets grænse og planter med forskellig
salttolerance tilpasser sig dette. På de nøgne sand- og mudderflader i
loerne og i saltpanderne er den lille enårige urt Kveller næsten
enerådende sammen med Strandgåsefod. Begge tåler ekstremt høj
saltholdighed. Lavest på
strandengen findes Annelgræs- zonen, domineret af Strand-Annelgræs med
lange udløbere, men også med den smukke lilla Strandasters. Lidt højere
findes Harrild-engen (Harrild er en lav siv-art) og højest i den
egentlige strandeng ligger Rød Svingel engen. Det kan være svært at kende de
forskellige karakterplanter, men andre letkendelige planter vokser
tydeligt i zoner og viser strandengens opbygning, f.eks. den sølvgrå
Strand-Malurt og den blå Tætblomstret Hindebæger. Sidstnævnte er ret
sjælden i Danmark. Den findes på Egholm især lige vest for Statsbroen. Andre sjældnere planter er Eng-ensian, Stilket
Kilebæger og Engklaseskærm.
En af Danmarks mange vilde
roser, Langstilket Filtrose, er ret almindelig på Egholm, men ellers
meget sjælden i Danmark. Den op til 2 meter høje busk findes i hegn og
skovbryn.
Hvor strandengen ikke afgræsses, afløses engen gradvist af den mere
artsfattige strandsump, der er domineret af høje urter som Tagrør og
Strand-Kogleaks. En af de få blomsterplanter, der trives i strandsumpen.
er den smukke lilla Strand-Asters. |
Egholm er et paradoks midt i en storby og en gave til aalborgenserne. Få
minutters sejlads - og boligblokke og idrætsanlæg afløses af fredfyldt idyl,
vidtstrakte fjordblik og højt til himlen. Natur, by og fjord sammen skaber
kontrastrige udsigter. Idyllen er desværre under pres. Planer om en tredie
Limfjordsforbindelse truer et miljø, der for længst burde være fredet i
klasse A.
Vis Naturturist Nordjylland på et større kort
Den kommunalt ejede skov ved færgelejet er øens største og en fin kontrast
til fjordlandskabet, der dominerer resten af øen.
Kulturhistorie
Der har muligvis boet mennesker på det skovklædte landområde, der
udgjorde Egholm i fastlandstiden, før stenalderhavet dækkede øen, men øen er
fattig på både fund og fortidsminder. Vi må op gennem jernalder og
vikingetid forestille os øen som lav ubeboet ø, der kun er blevet besøgt af
jægere og fiskere.
I 1200-tallet optræder Egholm
for første gang i historien. Øen tilhørte da kongen, og der nævnes, at der
var "hus" på øen, antagelig en jagthytte. Øen har da fået sit navn, der
antagelig betyder "øen med de mange æg". Øen har tilhørt kronen op igennem
middelalderen. Dele af øen har været skovklædt, hvilket kan udledes af, at
der i 1500 tallet gøres forsøg på saltsydning, der krævede meget brænde. I
løbet af 1500 tallet opstår også den første bebyggelse, 3 fæstegårde, der
årligt svarede landegilde til kongens lensmand i Aalborg: 1 tønde ål, 1 tønde
smør og 3 skovsvin. De tre gårde, eller rettede deres efterkommere,
eksisterer den dag i dag i Egholm by. I 1660 afhændes øen til familien
Marsvin, og op gennem tiden veksler ejerforholdene indtil 1809, hvor øens
bønder frikøbte deres gårde til selveje.
I 1600 tallet var de tre
oprindelige gårde blevet delt til "halvgårde". Datidens irrationelle
dyrkningsmetoder blev fastholdt trods øens isolerede beliggenhed og
begrænsede beboertal. I 1688 var der kun opdyrket 112 tønder land (ca. 60
ha), der var opdelt i hele 300 "agre" - smalle jordstykker tilhørende de
forskellige gårde. Endda var der meget splid og utilfredshed, da øen skulle
udskiftes (jorderne samles omkring hver ejendom) i 1807-16.
Der er nok ingen tvivl om, at
øens beboere kun delvist har ernæret sig med landbrug. Fiskeri har betydet
meget op gennem middelalderen, især sildefiskeriet, der blev drevet fra
faste fiskepladser, de såkaldte "leden". Det var et sted på kysten, hvor der
var relativt dybt vand og hvor sildevoddet kunne vades ud og derefter
trækkes i land. Sildefiskeriet var en betydelig indtægtskilde indtil 1825,
da Vesterhavet brød gennem Aggertange og Limfjorden blev mere salt - og
mindre fiskerig. På Egholm var der 2 fiskepladser, ”Skåret” ud for Holmene
og ”Hullet” lidt sydvest for Kronborg.
Øens første dige blev anlagt i
1909, og opdyrkning og udvikling tog fart. I 1925 lå der 6 gårde i Egholm
by, 5-6 gårde var udflyttede og øen havde mejeri, skole og 2 vindmøller.
Egholmfærgen er øens livsnerve
og aalborgensernes adgang til en enestående oplevelse. 4-5 minutters sejlads
fra Aalborg Vest. Færgen sejler hver halve time eller efter behov. Tidligere
havde Egholmboerne deres egen havn i Aalborg ved Vesteråens munding med
"ventesal" i kroen "Vesterå's kælder".
I 1918 blev den første
sommerrestaurant med det pompøse navn "Kronborg" indrettet i en nedlagt
landbrugsejendom, ligesom der blev anlagt et dansegulv i skoven. Gæsterne
kom med dampskibet Fulton og blev omladet til fladbundede kåge og landsat.
Turismen på Egholm havde sin storhedstid lige efter 2. Verdenskrig.
Turistbåde sejlede fra Aalborg centrum til sommeridyl og dans på Egholm. Da
det kulminerede, fragtede hele 6 turistbåde op til 2000 gæster til øen på en
god sommersøndag. I takt med stigende forurening af fjorden og
privatbilismens udvikling gennem 60'erne og 70'erne klingede eventyret ud.
Kronborg blev genopbygget efter en brand i 1945. Samtidig skabte et
kommunalt skovrejsningsprojekt på 17 ha en skovidyl omkring
sommerrestauranten med opholdsarealer, bålplads, shelters, madpakkehus osv.
Information
Aalborg kommune driver en skoletjeneste på øen med fokus på Limfjorden.
Der er udgivet en
folder om øen.
Ænder i læ af Statsbroen. I
baggrunden Nørredyb og kysten ved lufthavnen.
|
