Lille
Vildmose
Aalborg og
Mariagerfjord kommuner.
Afstand Aalborg 28 km.
Privat og delvist statsejet, fredet område på ca. 7600 ha. Fredningen er Danmarks hidtil største. Der er p.t. kun offentlig adgang efter lovens
almindelige bestemmelser.
Høstemark Skov og Tofte Skov og Mose er
indhegnede og kun tilgængelige på arrangerede ture. Mulighederne for
selv at opleve højmosen til fods er størst i Portlandmosen og
Paraplymosen med parkeringsmulighed på Ny Høstemarkvej.
Naturskoven i Høstemark kan opleves ved at gå til venstre for enden af
Skovridervej (sidevej til Ny Høstemarkvej) og følge skovsporet langs hegnet. Samme sted er der skiltet
til højre mod fugletårnet ved ørnefodringspladsen.
Udsigt over Lille Vildmose kan bedst fås fra Mulbjergene og fra Smidie
Bjerg (grusvej ved sydlige ende af Smidie går op over bakken med en
storslået udsigt over Tofte Mose).
Landskab og geologi
Landskabet i Lille Vildmoseområdet er domineret af tre
hovedelementer: Højmosen på den tidligere havbund, de tidligere øer i
stenalderhavet samt kystskrænterne fra dette havs største
udbredelse.
Stenalderhavet strakte sig ud over hele Himmerlands østlige del med en
række øer, f.eks. Mulbjerge, Smidieøen, Tofte bakke og længere mod syd
Als bjerg. Kællingebjerg (38 m.o.h.) NØ for Kongerslev var en eksponeret
havklint. I takt med at landet steg og havet trak sig tilbage, dannedes en
lavvandet lagune vest for Mulbjergene og Tofte Bakke. Fra Mulbjergene og
mod NV i Høstemark strakte sig et udbredt strandvoldssystem.
Lagunen voksede gradvis til med rørskov og forsumpede og langs øernes rand
voksede skove af eg og fyr. Omkring 500 e. Kr. indvandrede
sphagnum-mosserne og opbygningen af hængesæk og højmose begyndte. Fire
sandsletter uden rørskov var hjemsted for jernalderbønderne,
men efterhånden steg vandet med den voksende mose og de fire lavvandede søer, Tofte-,
Birke-, Lille- og Møllesø blev dannet på sletterne. Søerne blev aldrig lukkede af
højmosens sphagnummos, hvis vækst her muligvis blev hæmmet af fremvældende
mineralholdigt grundvand.
Højmosen voksede uhindret gennem 1200 år indtil de første forsøg på
afvanding blev gjort omkring 1750. Efterhånden dannedes det, som selv i
dag regnes for Nordeuropas største højmose. Som én stor organisme af
tørvemos vokser mosen 4 - 5 mm om året. Tørvelaget, som mosserne
danner, er op til 5 meter tykt. Sphagnummosserne formår at leve
udelukkende af regnvandets næringsstoffer, og kombineret med deres
enestående evne til at tilbageholde vand giver det forklaringen på, at
mosen kan vokse som en pude oven på landskabet, uden forbindelse til
mineralholdigt grundvand.
Højmosens
overflade består af en mosaik af små tuer og lavninger med hvert sit
plantesamfund. I lavningerne dominerer en håndfuld forskellige arter af
tørvemos, Sphagnum, hvis vækst og egenskaber danner højmosen. På
billedet ses også de aflange stedsegrønne blade af Rosmarinlyng.
Dyrelivet
I næsten 100 år har Høstemark og Tofte skov og mose været fredfyldte fristeder for fauna, fugle og flora uden fri menneskelig færdsel.
Bag hegn findes her en stor bestand af den oprindelige gamle danske stamme
af kronvildt. Bestanden bliver holdt på omkring 550 dyr i alt. Hertil
kommer ca. 150 vildsvin i Tofte skov.
Hvis man ikke er heldig at komme på en af de arrangerede ture ind i
områderne, kan det være svært at komme til at opleve disse store
pattedyr. Bedst er chancen fra de nye udsigtstårne ved Toft Camping og
Høstemark (se kortet) eller langs
østsiden af hegnet omkring Høstemark (beskrevet ovenfor). Der er et
projekt på bedding, hvor
området mellem de to skove bliver indhegnet med offentlig adgang. I den
forbindelse gør man sig tanker
om udsætning af tidligere danske arter som elg, bæver, vildhest og det
urokselignende Heck - kvæg, udover at kronvildtet og vildsvinene
måske får et større livsrum. På et areal syd for Dokkedal er forsøgsvis
udsat både
vildheste og vildokser.
Høstemark Skov er oprindelig en gammel græsnings- og stævningsskov. Ca.
halvdelen af skoven henligger
som naturskov uden forstlig drift, kun plejet af ca. 200 stk. kronvildt.
Bestanden af svampe, laver, sommerfugle, biller og andre insekter er
enestående. I
skoven er registreret 4770 arter af planter og dyr, heraf 121 rødlistede
arter. Høstemark har tillige landets største tæthed af hulrugende
småfugle. Grønspætte og sortspætte er almindelige. Skoven hører til blandt de biologisk rigeste i
Nordvesteuropa.
Er mosens store dyr lidt svært tilgængelige er fuglene til gengæld at
finde overalt i mosen. Siden 1999 har Lille Vildmosen været ynglested for
Danmarks hidtil eneste kongeørnepar. Reden ligger heldigt nok skjult i
den indhegnede Tofte skov, men man kan fra fugletårnet ved Tofte sø
opleves ørnene flyve over skoven eller gå på jagt i den stedlige skarvkoloni.
Kongeørnene synes så godt om området, at de nu huser ynglende par i både
Tofte og Høstemark.
En anden god lokalitet i vinterhalvåret er ørnefodringspladsen i
Høstemark, der med en god kikkert kan iagttages fra fugletårnet.
Havørn, kongeørn og en række andre rovfugle slås med ravne og krager
om de udlagte ådsler. De senere år har også Havørnen ynglet i området.
Tofte sø blev genskabt i 1964 efter at have været afvandet i næsten 200
år. Søen er en ornitologisk perle, der tiltrækker tusindvis af
trækkende andefugle. Næsten alle danske andearter yngler i og ved søen
og umiddelbart syd for søen yngler tranen på højmosefladen. Danmarks
største skarvkoloni med omkring 4000 par danner en særpræget kulisse om søen. Sort stork, rød
glente og mosehornugle hører også til mosens rariteter.
Også råstofområderne nord for Tofte sø og Lillesø og de mange
forskellige retablerede arealer nord og øst for graveområderne er fine
fuglelokaliteter. Ynglende ænder og grågæs, rørhøg og hedehøg kan iagttages
og i træktiden store rastende gåseflokke.
Under de to verdenskrige var der
knaphed på brændsel, ikke mindst for landets cementfabrikker.
Aalborg Portland Cement opkøbte et stykke af vildmosen for at opgrave tørv
til ovnene. Omkring 1200 mand var beskæftiget i mosen. Endnu i dag kan man
i Portlandmosen se de dybe ar i terrænet i form af flere, 5 kilometer
lange, vandfyldte tørvegrave. Fordums virak er afløst af fredfyldt
naturidyl med et righoldigt fugleliv.
|
Kronvildtet i Tofte og Høstemark lever uden daglig kontakt med mennesker
og er naturligt sky. Da bestanden forøges med ca. 200 dyr pr. år, er en
systematisk afskydning nødvendigt. Skovene havde tidligere en primær
funktion som jagtrevir, men i dag er stedets samlede naturværdi i fokus.
Kronvildtet opretholder balancen mellem skov og sletter og skaber den
særegne græsningsskov. Begge skovene og Tofte mose ejes af de naturbevarende
Aage V. Jensens fonde (4.600 ha), som også ejer Portlandmosen.
Copyright Kort- og
matrikelstyrelsen
Planteliv
Højmosens levende moslandskab er forbeholdt de specialister blandt
blomsterplanterne, som er i stand til at trives i det næringsfattige miljø
ovenpå en tørvesvamp. Højmosen er vores artsfattigste plantesamfund med
kun 12-15 forskellige arter ud over Sphagnummosserne. Hedelyng, Klokkelyng,
Revling, Rosmarinlyng, Tranebær, Hvid Næbfrø og Tue-Kæruld er
almindelige. Alle arterne kendes fra fugtige hedelokaliter og andre
næringsfattige mosetyper. Kun nogle af Sphagnumarterne er unikke for
højmosen. Eneste sjældenhed blandt planterne er Multebær, der er yderst
almindelig i Skandinavien, men kun findes få steder i Danmark.
Højmosens tuer er helt domineret af Hedelyng, men også Klokkelyng
og Tue-Kæruld er meget almindelige. Da tørvemosset danner mere tørv end
disse planter, vokser lavningernes mospuder efterhånden tuerne over hovedet
og de to plantesamfund "bytter plads". Et snit gennem mosens tørv
viser tydelig denne vekselvækst.
I kraft af sin totale isolation fra det næringsrige grundvand under mosen
er en højmoseflade normalt træfri. Ingen træer trives her, hvilket er
unikt i et land, hvor alting springer i skov og krat, hvis det ikke bliver
udnyttet og mishandlet eller passet og plejet. I højmosens randzone
optræder en påvirkning fra det mineralholdige grundvand og her findes en
træbevokset zone, kaldet "laggen", med f.eks. birk og pil. Når
der alligevel findes træer og buske spredt på Tofte Mose og i rigt mål i
Portlandmosen og Paraplymosen, skyldes det primært virkningen fra afvanding.
Sænket vandstand får tørven til at omdannes og frigive næringsstoffer
opsparet gennem århundreder. I Portlandmosen har man forsøgt at standse
tilgroningen ved at anbringe et antal dæmninger i mosens gamle grøfter og
kanaler for at hæve vandstanden. Disse forsøg udvides i betydelig grad i
fremtiden.
Naturgenopretningsindgreb af forskellig art kan antagelig bremse udviklingen
og måske ligefrem genskabe højmosen i de dele som er afgravet eller
opdyrket. Mere problematisk er den næringspåvirkning, som
båret af luft og nedbør rammer mosen. Den stammer dels fra industrien, men også i
stigende grad fra afgasning af ammoniak fra landbrug i mosens opland. Det
specielle plantesamfund på højmosefladen kan dels direkte tage skade, dels
optræder der pludselig andre plantearter som påvirker
konkurrenceforholdene, f.eks. Gederams. Og her hjælper ingen
naturgenopretning. Kun en global indsats mod luftforurening og en massiv
lokal indsats mod kvælstofudslip kan måske på lang sigt vende
udviklingen, som efterhånden er kendt fra de fleste næringsfattige
naturtyper.
Kulturhistorie
Lille Vildmoses historie er i høj grad en fortælling om landvinding og
udnyttelse af tørven som råstof. Helt frem til 1750 lå mosen som en øde,
ufremkommelig og frygtet flade. En gammel beretning fortæller, at det
eneste, der brød fladen, var en høj af grene, græs og tørv, som
havørnene havde slæbt sammen som underlag for deres rede. Den kunne ses
viden om.
I slutningen af 1700-tallet kom udviklings- og landvindingsprojekter på
mode. Kong Frederik d. 5. lod foretage en undersøgelse af, hvem der ejede
den umatrikulerede Vildmose. Trods lokale protester påberåbte kronen sig
ejerskabet og satte mosen til salg. Ingen købere meldte sig, så kongen
forærede mosen til grev Adam Gotlob Moltke, som var kongens rådgiver og
landets reelle leder. Vilkår for gaven var afvanding af de fladvandede
søer til landbrugsformål. Moltke igangsatte det fantastiske gravearbejde
af den 2 km lange og op til 7 meter dybe hovedkanal, som afvandede Møllesø
i 1760. Alt blev gravet i hånden. Året efter fulgte afvandingen af
Birkesø og i 1762 Lillesø og Tofte sø. Samme år købte baron H. E.
Schimmelmann, Lindenborg, store dele af mosen, og den forblev i familiens
eje til slutningen af 1900-tallet. Vi kan takke deres jagtinteresse for, at
væsentlige dele af højmosen og Tofte skovs enestående natur blev
bevaret.
Søbundene blev nu for første gang siden jernalderen igen dyrket. I 1767 blev
Vildmosegården opført som som hovedgård med fuldt hoveri. I slutningen af
1700-tallet blev der gjort indhug i tørven i mosens nordvestligste del over
mod Gudumlund, hvor udviklingen af tidlige industrielle anlæg skabte et
stort brændselsbehov. En kanal blev gravet så tørven ad vandvejen kunne fragtes frem
til fabrikkerne, bl.a. et glasværk.
Højmosen lod sig ikke umiddelbart dræne, og den lå hen i stadig vækst
indtil 1936, da staten købte store arealer i mosens nordlige del og
indledte en massiv afvanding, kultivering, mergling og
opdyrkning.
Store dele af statens arealer blev forpagtet ud til Pindstrup Mosebrug,
som indvandt tørvesmuld til havebrug. Indvindingen er nu stadset i
forbindelse med fredningen.
Læs
mere om kulturhistorien i Nordjylland. Få historierne sat ind i
en sammenhæng. Naturturist byder dig velkommen på
www.kulturhistorien.dk |
Information
Der findes meget materiale på nettet om Lille Vildmose. NetNatur
har f.eks. en lang række artikler.
Vildmosegård
er indrettet som natur- og kulturhistorisk center med en tilknyttet
naturvejleder og præsenterer en del stof om Vildmosen. I de tre nye fugletårne ved
Tofte Sø, Høstemark og Øster Hurup findes illustrative
plancheudstillinger.
Læs også om
den nye naturgenopretning af Vildmosen. |